En forsinket bryllupstale
Jeg drømte at jeg var til verdens hyggeligste fest. Der var sang og dans. God mad og vin. Bandet var dansk. Sangerne var brasilianske. Trommerne var besat at afrikanere. Min borddame til den ene side var perser, den anden koreaner. Ham jeg faldt i snak med var amerikansk jøde. Der var børn, teenagere, voksne og gamle. Værterne ville ingen gaver have. Hvis man ville give dem noget kunne man donere nogle penge til en børnehave i Mozambique. Man kunne også lade være. Der var inviteret mange flere mennesker end der var stole og borde til, men ingen skænkede det en tanke eller gik i vrede. Der var nemlig plads til alle. Vi hyggede os, smilede, kyssede, krammede, sang, dansede, fortalte, og snakkede. Da festen sluttede spillede de sidste gæster akustisk i gården, mens den ukronede konge af Københavns grønne bænke improviserede en Troels Triersk bryllupsvise om den smukke Herminia til alles store jubel. Brudgommens søn lavede human beatbox til. Det var en dag og en aften hvor verden stod forenet som brødre og søstre på tværs af etniske, kulturelle og religiøse skel. Mange vil kalde den drøm en utopi. Jeg kalder den min ven Mortens bryllup. Nu Dansk ordbog definerer ordet ”utopi” som ”en forestilling om en uopnåelig, ideal tilstand, især vedrørende samfundsforhold”. Kynikere og ”realister” slår en hånlig latter op hvis man drømmer om en sådan verden. De fleste anerkender at det er idealet, men følger straks op med en hær af teorier om hvorfor det netop er en uopnåelig tilstand. Et bryllup, bevares. Men hver dag? Nogle vil endda gå så langt som til at sige at det lyder kedeligt. Eller at der mangler den dynamik, som får hjulene til at dreje rundt. Men jeg var der i går. I Utopia. Der var både dynamik, sjov og ballade. Og hvis det kan eksistere en enkelt aften kan det vel i teorien ske hver dag.
Det feudale samfund er væk. Konger og monarker er kun til pynt nu om stunder. Anarkismen blev hurtigt nedkæmpet. Kommunismen faldt med Berlin-muren. Socialismen hænger i bremsen. Kapitalismen hærger i det meste af verden med sult, nød og fattigdom for de fleste som resultat. Den eneste styreform jeg kan komme i tanke om som ikke har spillet fallit er kærlighed. Du hørte godt hvad jeg sagde : Kærlighed! Lad os lige lade den stå et øjeblik :
KÆRLIGHED
Vi lærer vores børn ikke at slå hinanden eller skabe intriger. Vi lærer dem om fredelig sameksistens. Den teori er allerede svær at forsvare så snart de bliver gamle nok til at se og forstå nyhederne i tv. Så kan man selvfølgelig argumentere for at verdens ledere er dårligt opdragede. Men når dagen er omme er det stadig den største abekat med den længste kæp i hånden der styrer verden. Det er ikke nogen fed tanke. Vi styrer gerne udenom den eller prøver at bortforklare den. Men er det ikke bundlinien? Er det ikke stadig der vi er? Vi bilder også vores børn alle mulige røverhistorier på ærmet om julemanden og tandfeen og søde muhkøer. Men sandheden er at vi spiser de søde muhkøer. Vi fortæller dem om de farlige rovdyr på savannen. Men sandheden er at det er os selv. Det er ikke tigeren, løven eller krokodillen. Det er os. Vi er verden farligste rovdyr. Og vi formerer os med en foruroligende hast. Vi har spredt os over hele verden, bygget huler overalt, transformeret landskabet, manipuleret med selve den natur vi lever i. Set udefra er vi et skadedyr. Men den titel har vi tørret af på rotterne. Hvem skulle forhindre os i at destruere hele verden? Ingen. Vi er om nogen herrer i eget hus. De fleste religioner prædiker næstekærlighed. Men vi bruger dem som regel som argument for at slå hinanden i hovedet. Eller ihjel. Vi har åbenbart misforstået historien om Kain og Abel. Kain var ufed. Ok? Men du må stadig ikke slå ham ihjel. Ellers stopper det aldrig. Mange fornuftige mennesker forkaster ellers religion på det grundlag. Vi forkaster selve teorien om at være søde og kærlige mod hinanden fordi vi ikke har kunnet finde ud af det i praksis. Og så moser vi videre i vores lavpraktiske hverdag, og hidser os op over alt muligt ligegyldigt lort, fordi det er nemmere og langt mere behagelig end at se sandheden i øjnene. Og hov. Nu taler jeg om sandheden, som om den ikke var relativ. Men den nuværende sandhed er til at tage og føle på. Jeg så engang en reklame med en tibetansk munk, hvor der stod ”457 fights lost – 0 won”. Og så kan man grine ad buddhisterne, fordi de ikke slår igen. Men er det egentlig ikke federe at blive slået ihjel end selv at gøre det. At dø for kærligheden? Alternativet er at blive hængene og se os selv drukne os i vores eget lort. God fornøjelse.
Men hvorfor bliver vi så hængende? Jeg ved ikke hvorfor du gør, men jeg gør det fordi jeg gerne vil opleve stunder som i går. Jeg har rejst meget og har endnu ikke været nogen steder i verden, hvor der ikke eksisterede håb og kærlighed. Nogle steder er det håb lille, skrøbeligt, urealistisk og spinkelt. Men det er der. Nogle steder skal man virkeligt lede længe for at finde den næstekærlighed. Men den er der. Og lykken og kærligheden er til daglig lige foran næsen på os i form af vores børn. Og de er fremtiden, vores håb og bla bla bla. Fuck nu det! Vi har også været børn engang. Vi var vores forældres håb for fremtiden. Det er os der er de voksne nu. Hvorfor skubbe lorten videre til næste generation? Hvorfor ikke starte nu? Lad os da starte kærlighedsrevolutionen i dag! Og hvordan gør vi så det? Sådan helt lavpraktisk? Jamen det er sgu da bare at klø på ligesom min ven Morten. Inderst inde ved vi godt hvad der skal til. Smil til din grønthandler. Smil til ham du går fordi på gaden og sig ”Ka du ha en god dag”. Kram dine venner. Kys din kæreste og dine børn. Hold døren for en du ikke prøver at score. Det lyder sgu da ret hyggeligt gør det ikke? Vær fordomsfri. Næsten alle mennesker er ret søde, hvis du selv er sød mod dem. ”Ja, men hvad så hvis der er en der vil stikke dig ned i byen?”. ”Hvad hvis onde magter overtager vores lille land?”. Giv dem for helvede en krammer. Om du så skal dø for kærligheden. Jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg hellere vil have stående på min gravsten end ”Han døde for kærligheden”. ”Er du ikke bare en naiv idiot, som sidder og lukker lort ud på en blog som ingen læser?” Muligvis. Men hvad er du så? Hellere det end alternativet. Jeg siger ikke at ondskab og had ikke eksisterer. Jeg siger netop at fordi det eksisterer skal vi vælge og fremelske næstekærligheden i os selv og andre. Utopia er muligt, hvis vi vil det. Vi kan ikke løse alle verdens problemer med et snuptag. Men vi kan løse dem et ad gangen. Stille og roligt. Med gensidig respekt, dialog, indlevelse og forståelse. Det er i hvert fald et forsøg værd, for verden fungerer altså ikke optimalt som den er nu, venner. Tak fordi du mindede mig om det, Morten. Kys din smukke kone fra mig.
30.08.2010 | 14:09
Jesper Dahl 3 Kommentarer
Jesper Dahl 3 Kommentarer
Sandheden?
Er jeg sandheden?
Er du? Er han?
Er hun? Er den?
Er det? Er de?
Hvad er sandheden?
Hvorfor sandheden?
Hvorfor ikke?
Hvorfor ikke sige ”Fuck it”?
Hvad giver den mig?
Hvad skal jeg bruge den til?
Er den god? Ond? Kærlig?
Streng? Retfærdig? Praktisk? Eller urimelig?
Er sandheden konstruktiv?
Er den effektiv?
Er den ilde hørt?
Hvorfor higer vi efter den?
Hvem laver penge på sandheden?
Hvem gør ikke?
Hvad skal jeg bruge den til, hvis jeg lærer den at kende?
Hvor skal jeg lede?
Sådan helt konkret
I min kærestes telefon? På Facebook?
I avisen? I tv?
På nettet?
Finder jeg ikke kun den sandhed jeg selv søger?
Eller serverer folk deres egen sandhed for mig?
Hvem er sandhedens ven? Hvem er dens fjender?
Hvem kender sandheden?
Altså hele sandheden?
The whole truth and nothing but the truth?
Er jeg sandheden?
Er det et ledende spørgsmål?
Eller står det åbent?
Kan sandheden være prosa?
Kan den være et digt?
En roman? En avisforside?
Kan den være et spørgsmål?
Kan den være farlig?
Er den tandløs?
Eller er den så flyvsk at den ikke kan fastholdes?
Er den total? Er den definitiv?
Er den subjektiv?
Eller er den netop relativ?
28.08.2010 | 10:30
Jesper Dahl 1 Kommentar
Jesper Dahl 1 Kommentar
Det er ord
Word up!
Det er bare ord
Velvalgte vokaler og kontante konsonanter
Ingenting her, ingenting der
Og Voila!
Men det er ikke bare ord
Det er rigtig rytme og den rette recitation
Det er smukke løgne – som jeg selv tror på
Det er livets guddommelige tilfældigheder
Dog er det stadig bare ord
Min identitetsforlænger
En dyr, rød, lynhurtig samling ord med en 19-årig topmodel på forsædet
Ord som går fra 0 til 100 på 3 sekunder
Det er mine ord
Det er mit papir
Det mine taster, mine tanker, min private penthouselejlighed i helvede
Det er ord som gør mig befriende følelsesladet
Ord som flænser igennem de 15 lag af klar kokainlak og angstdæmpende antipsykotisk medicin
Ord som vil op til overfladen
Du bad jo ikke Arthur om at gå i AA, vel?
Du bad jo ikke Miles om at sænke lansen?
Du bad jo ikke Richard P om at stikke piben ind!
Jeg er så utroligt meget andet
Men du kan ikke se asfalten for hvide striber
Du kan ikke se min kærlighed for affærerne
Du kan ikke se min hudløshed for tatoveringerne
Det er bare ord
Slap lige af – ”Sådan er Hiphop”
Det Sorte Jetset er moralsk fleksibelt
Bevares, det skal ik forsvares, men kan godt forklares:
Ord bliver til handling - og omvendt
Det ville være synd at sige, at de er uskadelige
Heldigvis er de stadig frie
Selv når de vender sig mod mig vil jeg aldrig være dem foruden
23.08.2010 | 11:03
Jesper Dahl 0 Kommentarer
Jesper Dahl 0 Kommentarer
Pussyland Connection genoptrykt
Grafisk Musik er langt fra min jomfrurejse ind i spokenword genren. Helt tilbage i 2002 var jeg en del af Pussyland Connection, som var en jazz and prose udgave af Henrik List's bog, "Pussyland". Jeg medvirkede med nogle cut ups i oplæggerens rolle med Henrik som den bærende kraft. Både bogen og Cd'en har længe været udsolgt, men er for nylig blevet genudgivet.
Du kan købe bogen med Cd'en i her.
Grafisk Musik optræder igen efter succesen på Darlings Artbar, som en del af "Late Night Lørdag" på Nørrebro Teater d. 4/9 2010
Desuden læser Gordon Inc. og Henrik List op i Demokratihuset på Vesterbro d. 26/8 kl. 19.
22.08.2010 | 19:56
Jesper Dahl 0 Kommentarer
Jesper Dahl 0 Kommentarer
Giv slip
Ramadanen startede i år præcis samtidigt som modeugen. Tal om et ironisk sammentræf. Asketisk faste vs. total dekadence. Under modeugen bliver der flirtet, kneppe, sniffet, drukket, syndet, som sad vi til højbords i Babylon. Vores muslimske brødre og søstre faster. De dyrker afholdenheden. Jeg selv har startet min lørdag med at levere varen til min redaktør, tage et rensende bad og køre mod Østerbro i en taxa. Jeg får en snak med chaufføren Naim om modecirkusset, som er i byen. Han selv faster med måde. Hvis du skal køre taxa hele dagen på en forsvarlig måde skal du have lidt energi. Han har en halv liter Faxe kondi i kopholderen. Få af os etnisk danske tror mere, men faste er også en del af kristendommen. Jeg selv er tilvalgt Protestant. Vi tror begge på Gud. På en gud. Den samme Gud. Det glemmer folk ofte fordi det altid er de ekstreme der får lov at kridte banen op når det kommer til religion og kultur. For folk som Naim og jeg er det mere lavpraktisk. Jeg ved hvornår der er eid og han ved hvornår det er jul og påske. Vi lever i de samme gader, og i vores verden, på gaden, lever vi sammen kristne, muslimer og ateister. Side om side og har ofte mere til fælles end vi har med andre af vores respektive etniciteter fra andre dele af landet og verden. Vi er københavnere. Integrationen er allerede en realitet på gadeplan. I de sene morgentimer har jeg haft mange snakke om livet og kærligheden. Mange tror på troskab og tosomhed. Et ideal. Men går man dem på klingen lever det færreste helt op til det. Urenhed kan også være mental. Renhed er ikke kun en fysisk ting. Men den starter der. Efter 5 dage med sex, drugs, og surfrock er jeg mættet. I hvert fald mæt nok til at tænke og filosofere over hvorfor det på den yderste kant føles lidt tomt og ligegyldigt. Overforbrug devaluerer handlingers værdi. Tager du stoffer hver dag er det ikke noget ekstraordinært. Har du sex med 40-50 kvinder om året flyder de sammen til en masse af blødt feminint kød. Intet skiller sig ud. Intet er specielt, og alt bliver derfor ligegyldigt.
Jeg er hos Phille Hankat. Mami, Katinka, og My Girl spiller Trivial Persuit. Katinka vinder. Jeg kigger på hendes og Mamis fantastiske naturlige bryster og bliver taknemmelig. Gud har været gavmild. For hvis Gud har skabt alt har han vel også skabt vores lyster og svagheder. Vores drifter og behov. Hvorfor er det en synd når My Girl, tørrer en fingerspids colombiansk flake af på mit røvhul, mens jeg læner mig ind over bordet med en stråhat på ? Coken kilder mig dejligt og pirrende i røvhullet. Phille Hankat har sat noget tung riffrock på, og jeg dyrker min ypperste last. Jeg skriver. Skriver og prøver at forstå. Da vi frasagde os gud mistede vi den ultimative autoritet. Tag parforhold f. eks. Alle går fra hinanden så snart de får børn nu. Måske er det bare vores natur at gå fra hinanden når vi hver i sær har fået de ud af det som vores gener ønskede. Når aberne med de forvoksede forvirrede hjerner, har videreført deres destruktive blodlinie. Før holdt vores frygt for en vredladen og straffende Gud os fast i vores parforhold til døden os skilte. Nu plejer vi vores egne egoistiske drifter og behov i en utilfredsstillende kamp som alle taber. Især vores elskede børn. Jeg tænker på min datter Chili. Jeg elsker den store lille pige så intenst at jeg ikke kan være i mig selv. Det er den raffinerede rendyrkede essens af kærlighed. ”Vi bliver født, og så dør vi. Og så er der noget kærlighed”, stod der på væggen i børneafsnittet af Statens museum for kunst. Hvorfor helvede stod det inde hos børnene? Hvorfor er det ikke bøjet i neon midt på rådhuspladsen? Kærlighed. Vi jager og søger efter sandheden. Efter meningen med livet. Efter penge, prestige og magt. Efter vores behovs tilfredsstillelse. Men så snart vi får det vi ville have bliver grænsen skubbet. Hele tiden vil vi have mere. Hvor langt skal My Girls finger op i min røv før jeg bliver tilfreds? Hvilken kvinde kan matche de hundredvis af kvinder der lå før hende i min seng? Hvordan er jeg overhovedet nået dertil? Den ultimative grænse i livet er døden. Skal jeg helt derhen før jeg lærer at sætte pris på det som virkeligt tæller? Kærligheden. Lige nu trænger jeg til afholdenhed. Min dekadence har skabt et nyt behov. Jeg ønsker ro og renhed. Jeg har behov for at skubbe grænsen tilbage i stedet for frem. Ikke permanent. Men for en tid. Jeg ønsker kærlighed og tosomhed som de fleste andre. Hvis jeg vil opnå dette bliver jeg nødt til at skabe plads. Til at skabe et rum hvor jeg kan sætte pris på de smukke ting der omgiver mig. Men det bliver nok først fra mandag. Tidligst. Phille Hankat citerer fra Visdommens bog af Lau Zi : ”Den vise holder sig tilbage og kommer således i første række. Han tager ikke hensyn til sig selv og bliver derfor et med andre. Fordi han er uden personlige interesser, når han målet uden modstand”. Og han har ret. Vi bruger for lidt Kung Fu i hverdagen. Forstadiet til kærlighed er forelskelse. Det er en lykkerus. Det er den rus vi prøver at opnå eller genskabe via falske genveje. Jeg træder tilbage og giver slip nu. Hankatten insisterer på at jeg kaster tre guldmønter på sofaen 6 gange i træk. Vi læser resultatet i Forvandlingernes bog af I Ching. Dommen : ”Tæmmekraften hos det små bringer lykke. Tætte skyer, ingen regn fra vort vestlige område”. Billedet : ”Vinden blæser hen over himmelen : billedet på tæmmekraften hos de små. Således forfiner det ædle menneske sit væsens ydre form”. Under fasten forfiner vi vores ydre form for at vinde kan blæse over himmelen, fjerne skyerne og solen i vores hjerter kan bryde frem. ”Intet er helligt...alt er muligt....ER DET EN FORDEL?!!!”, var ordene Phille råbte da jeg entrede festen. Det er det bestemt. Lige nu har jeg muligheden for at skabe min egen lykke. At vinde kærligheden ved ikke at handle. Ved at åbne mig. Og der er stadig lidt over tre uger tilbage af Ramadanen. Jeg ringer sgu til Hamuddi og Omar. Det er tid til at hænge med de muslimske brødre og få renset ud. ”Sluk for Pantera nu! Overgivelse er løsningen”, siger Mami, ”eller rettere forløsningen. Giv slip. Du kan ikke kontrollere alt i dit liv”. ”Indre ro, kræver ydre ro”. ”Alle de energier du holder tilbage giver du slip på nu”, siger hun, og masserer mine fødder. ”Folk tror at verden er noget vi kontroller. Det er det ikke. Det er svært at give slip for os moderne mennesker i vesten. Grænseoverskridende. Læg dit liv i guds hænder”. ”Inshallah”, hvisker Behnaz, min persiske prinsesse, og kysser mig blidt.
18.08.2010 | 20:36
Jesper Dahl 10 Kommentarer
Jesper Dahl 10 Kommentarer
Modeugens muser
En af verdens smukkeste kvinder ligger i min seng. Hun har bind for øjnene og jeg ligger og kigger på hendes mund. På hendes perfekte læber. Jeg har længe haft lyst til at kysse dem, men forudsætningen for at hun fulgte mig hjem fra 1. halvleg af modeugen var at der ikke var noget hanky panky. Og det mente jeg i min fede brandert at jeg godt kunne håndtere. Man er vel en gentleman. Og hun elsker sin kæreste. Hun elsker ham virkelig, oprigtigt og helt, og jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om at jeg er chanceløs i den sammenhæng. Det bidrager til at skubbe min fascination over i besættelse. Hun er totalt ude for min rækkevidde og dog lige her i min seng. Hun er både skrøbelig, sårbar og æstetisk smuk på samme tid. Hvorfor er jeg besat af hende? Er det vores fælles hobby med kemiske hjælpemidler? Den lille apoteker. Frøken Feelgood. Hun forstår i hvert fald den side af mig. Er det min forfængelighed? En model i sengen? Er det hendes semidysfunktionelle baggrund, som minder om min egen, der drager mig? Jeg sidder lidt og tænker efter. Det er skrøbeligheden. Den er i hendes grønne katteøjne. Jeg har brug for at forstå hende, for at forstå mig selv. Jeg har brug for at forstå hvorfor jeg er gået i selvsving over hende. Hvorfor jeg valgte at gå hjem med hende i stedet for en perlerække af stensikre bootycalls. Hvorfor ofrede jeg min mulighed for at smide snapsen på bekostning af hendes selskab. Hun inspirerer mig. Er hun min muse? Er det ikke den ældste kunsterkliche nogensinde. Vores undskyldning for at omgås uopnåelige smukke kvinder, og skabe over det glimt af paradis, som et øjeblik kan udfylde det sorte hul i vores tomme sjæl.
Sune spiller ’The Terrorist’ med Chopper fra sin iPhone. Onde jungle beats er soundtracket der overdøver hendes hosten. ”Bristol er det sted i verden med flest crackheads pr. km2”, informerer han. Sune er dagens anden muse. Hans soundtrack har kørt hele morgenen. Hans selections trækker mig i nye retninger. Ondere og skarpere. De første par dage har budt på forsvindende få overraskelser rent modemæssigt. Personligt er det kun Vilsbøl De Arce og Noir som har imponeret mig. Vilsbøls storskærm med pigen med boksertuden og de sensuelle læber og den ambiente lydflade sugede mig ind på catwalken. Og Noir. Det var poetisk. Smukt skrøbeligt. Og da den drømmende musik skiftede over i et elektronisk beat, sexet ad helvede til. Det omfavnede hele luder/madonna konceptet i et stort kærligt kram. Det holdt os hårdt i nakken og tog os op af køkkenbordet, og strøg os over håret og kyssede os blidt bagefter. Bravo! Håret lignede tuperede trækroner med et let lag hvidt pudder, som blæste af om ørerne på pigerne. ’Tarantula’ med Pendulum brager ud af højtalerne. Vi slås nærmest om min gamle lorte macbook, hvor det rainbowfarvede hjul fra helvede snurrer rundt og rundt, som en hypnotisørs øjne. Så er vi oppe i gear. Vi skal have noget at æde. Der går Fidibus i den, og Paten vil have hummerbisque fra Formel B. ”Morder myrder morder dem”, synger Eagger og Stunngun. ”So I asked him where does all this violence come from?”, rapper Sune ind i mit øre, mens han afspiller en video der fylder hele skærmen. Vi prøver som alle andre at fordøje byens indtryk. ”Hvad med den hummerbisque, homie?”. Han ringer til Formel B. ”Det er Sune Kaas, jeg vil gerne have tre hummerbisque bragt ud til Jokeren”. ”Det kan ikke lade sig gøre. Overhovedet”. ”Nå. Ved du hvor vi kan få det?”. ”Nej”. Jeg tager telefonen : ”Nå, men så tak for ingenting, din snotskovl!”. Mere jungle og et hug af astmasprayen. Men hvad med modeugen? Jeg havde lavet en børnebog for voksne på min blog. Den hed ”Hvad er modeugen?” i erkendelse af at jeg intet ved om mode. Så jeg havde sat mig for at spørge modeugens deltagere om hvad den er. Min homie Phille Hankat illustrerede den. Vi havde stort set overholdt vores deadline og var godt tilfredse med resultatet. F. eks. fik jeg kommentaren ”Jeg er en lille brandmand i rødt læder”, fra Dansk Magazines Uffe Buchard, og hans velsignelse til at citere ham. Overskudsagtigt type. Jeg ringer og aftaler hvilke fester vi skal nå lørdag med Mannequinkongen Kenneth Schultz, som har været min wingman hele ugen. Mine to muser ligger og slanger sig i sofaen. Min homegirl Mami er kommet forbi med en flaske Hitching Post, Pinot Noir. Jeg har suppleret med et overdådigt fad tapas fra restauranten i kælderen og et par ekstra flasker. Vi hører hård dansk surfrock fra ”The Good – The Bad” mens vi gør os klar til Dansk festen. For et par timer siden var vi forbi Galleri Hans Alf og se Borcher og Rubinke. Et abstrakt performance art show skråret over Marias barnligt uhyggelige univers. Det er folk som dem og Moon Spoon Saloon, der gør at vi orker at børste nattens colombianske flakes af skulderpuderne, smide underdrengene og gå commando ind i atter en dag med dag med langbenede modeller, champagne ad libitum og afgrundsdyb overfladiskhed. Jeg sender Andy Warhol en kærlig tanke. Han ville have elsket os.
16.08.2010 | 22:36
Modeugens muser | Jesper Dahl 3 Kommentarer
Modeugens muser | Jesper Dahl 3 Kommentarer
Hvad er modeugen? #8
Det var søndag eftermiddag og Lil Jox havde snart deadline. Han havde spurgt rigtigt mange om hvad modeugen handlede om og var ikke blevet en skid klogere. Alle havde deres egen personlige aktie i cirkusset, og sandheden om modeugen fremstod derfor som en anelse subjektivt. ”Så på den måde er modeugen jo ikke forskellig fra alt andet her i livet”, tænkte Lil Jox, ”alle går rundt i deres egen lille boble, og har deres eget take på tingene. Med andre ord er den jo en helt igennem sund, kreativ og normal branche”, tænke han glad, og lagde sig til at sove den ud, mens han blev puttet af 3 modeller og en lille dværg vimsede rundt med et fad columbianske flakes på hovedet.
The End
16.08.2010 | 20:02
Jesper Dahl 0 Kommentarer
Jesper Dahl 0 Kommentarer
Hvad er modeugen? #7
Louise og Lil Jox tog forbi Nikolaj Hubbe I pisserenden for at få en balletmesters vinkel.
“Hvad er modeugen?”, spurgte Lil Jox
“Den er en forestilling. Et show. Et ordløst teater”, sagde Nikolaj drømmende
“Alt så lidt ligesom en dekadent ballet?!”, ville Lil Jox vide
“Nemlig”, sagde Nikolaj og lavede et par hop på stedet.
16.08.2010 | 19:57
Jesper Dahl 0 Kommentarer
Jesper Dahl 0 Kommentarer
Hvad er modeugen? #6
Lil Jox var stadig grundigt forvirret. Han syntes ikke helt det gav nogen mening. Så han luskede ud backstage til Vilsbøl De Arce og fangede en halvt afklædt Louise P.
“Hvad er modeugen?”, spurgte Lil Jox
“Når jeg hører ordet modeuge roder jeg I tasken efter min springkniv”, betroede Louise ham
“Så du vil ikke med til Dansk festen?”, prøvede Lil Jox
“Jeg vil hellere med dig”, svarede hun
“Aha”, tænkte Lil Jox
16.08.2010 | 19:32
drugs | Jesper Dahl 0 Kommentarer
drugs | Jesper Dahl 0 Kommentarer
Hvad er modeugen? #5
Lil Jox ringede til Phille Hankat for at høre hvordan det gik med illustrationerne.
"Hvad er modeugen?", spurgte Lil Jox.
"Fuck you! Jeg er ikke en af dine homovenner", vrængede Phille.
"Sorry. Den ligger på rygraden. Hvor er du?".
"I hegnet", konstaterede Hankatten tørt.
"Aha", sagde Lil Jox bekymret.
14.08.2010 | 10:05
Jesper Dahl 0 Kommentarer
Jesper Dahl 0 Kommentarer
